Om Friluftsskolen

Vores mål og motto er at gøre det sjovt at tage på tur!

Hvem er vi

Friluftsskolen.dk drives af friluftsbloggen TranumThomsen.dk , er blog som arbejder på at få flere familier ud i naturen. Friluftsskolen er et element i dette arbejde og samtidigt et forsøg på at forene den allestedsnærværende smartphone med naturformidling.

Vores målgruppe

Den primære målgruppe er skolebørn i alle aldre og sekundært familier med også yngre børn. Projektet sigter på at blive et tilbud, som alle familier samt skoler og fritidstilbud kan benytte.


Friluftsskolen.dk har som mål at gøre det lettere for skolerne at bringe undervisningen om naturen ud i naturen og gøre den relevant for børnene.

Form og formål

Formen i Friluftsskolen.dk kan være med til at gøre det overskueligt, relevant og sjovt for børnene at være på tur i naturen. For det første kan posterne inddele turen i mindre bidder, der gør det mere overskueligt og sjovere at bevæge sig rundt. For det andet går det igen, at posterne er udformet som multiple choice spørgsmål, der er en enkel og let forståelig rammesætning. Begge dele kan særligt gøre en forskel for de børn, der kan have svært ved at overskue en mere løs tur ud i det blå eller ture kendetegnet ved mere selvstændige/komplekse opgaver.

Friluftsskolen.dk er også et bud på, at natur og digitale platforme ikke nødvendigvis er modsætninger, men kan bruges aktivt sammen. Det kan gøre ophold og ture i naturen mere attraktivt og genkendeligt for nogle
børn.

Sidst men ikke mindst er Friluftskolen.dk et forsøg på at bringe viden om naturen ud i naturen ved at bidrage med et indhold på posterne, der relaterer sig til friluftsliv og natur.

Vores historie

Marts 2020

Danmark blev ramt af COVID-19 virus og skolerne lukkede i flere uger. Friluftsskolen startede i Brabrand som et forsøg på at hjælpe forældre med at etablere hjemmeundervisning. På dette tidspunkt bestod friluftsskolen af ca. 25 fysiske poster placeret i Brabrand by.

April 2020

Friluftsskolen begynder at etablere ruter med fokus på naturformidling. Vandrestierne rundt om Brabrandsøen og Årslev Engsø i Brabrand, bliver de første med formidling og quiz indhold fra kampagnen 99arter.dk.

Maj 2020

Platformen ombygges så den kan understøtte en bredere geografi, med brugen af virtuelle poster. Samtidigt udbygges naturformidlingskonceptet, med mere indhold og endnu en rute omkring Egå Engsø ved Risskov i Aarhus.

Platformen

Platformen er simpel, webbaseret og designet til brug på et bredt udvalg af smartphones, uden forudgående installation af app.

Friluftsskolens platform

På forsiden bliver brugeren mødt af et oversigtskort, hvor alle de områder hvor friluftsskolen er til stede, er markeret. Her er det muligt at læse om de enkelte områder og brugeren bliver guidet videre til det relevante opgavekort.

I de enkelte opgavekort præsenteres man for en række virtuelle poster, typisk placeret langs en etableret rute. Når man har fundet placeringen af en post, præsenteres information i form af tekst, foto og video efterfulgt af en quiz.

Platformen kan benyttes uden at være registreret som bruger, men brugerregistrering som enkeltperson eller gruppe åbner mulighed for at følge med i besvarelserne og udvide legen til en konkurrence.

Er du vores næste samarbejdspartner

Koncept forudsætter naturformidlingsindhold af høj kvalitet og relevans for målgruppen. Derfor er vi også konstant på udkig efter samarbejdspartnere og projekter, hvor formidling gennem vores platform er relevant og kan bidrage til at bringe flere mennesker ud i naturen.

Du er derfor altid velkommen til at kontakte os på info@tranumthomsen.dk hvis du har ideer eller ønsker at samarbejde omkring projekter.

GDPR m.m.

Siden er non-profit, uden reklamer, nyhedsbreve, m.m. Brugerinformation anvendes udelukkende til at give brugerne information om gennemførte poster, og ingen personfølsomme informationer gemmes, anvendes eller videregives.